Psykolog vs. Psykoterapeut

Et spørgsmål jeg ofte får stillet


Der er overordnet tre ting der adskiller dem fra hinanden


Psykoterapeuter har i deres uddannelse gennemgået egenterapi og personlig udvikling

Da psykoterapeutens vigtigste værktøj er hans eller hendes egen person, er det et krav fra de psykoterapeutiske uddannelser, at psykoterapeuten har trænet de psykologiske og psykoterapeutiske teorier og metoder i praksis og mærket dem på egen krop.

 

Psykoterapeuter har taget en fireårig deltidsuddannelse fra et psykoterapeutisk uddannelsessted

Mange vælger uddannelsen som psykoterapeut for at slå sig ned som selvstændig med egen praksis, mens andre gør det for at blive bedre til deres andet fag. Derfor kan man også beskrive uddannelsen som en efteruddannelse, som mange psykologer, læger, psykiatere, skolelærere, pædagoger, jordemødre og sygeplejersker tager for at styrke deres faglige profil.

Uddannelsen tager fire-seks år på deltid og kræver egenbetaling.

 

Psykoterapeuter uddannes ikke til at tackle svære sindslidelser eller stille kliniske diagnoser

Psykoterapeuter bliver uddannet til at hjælpe mennesker med psykiske og personlige udfordringer, såsom sorg, kriser, stress eller angst. Dog uddannes psykoterapeuter ikke til at håndtere svære psykiske lidelser og stille kliniske diagnoser. Derfor samarbejder mange psykoterapeuter også med både psykiatere og psykologer.


Psykologer

… tager også udgangspunkt i samtalen, men er uddannet til at vurdere og stille en diagnose på psykiske sygdomme. Psykologen har en universitetsuddannelse i psykologi og eventuelt specialer inden for én eller flere psykologiske retninger. Vægten i psykologuddannelsen er overvejende på psykologiske teorier og metoder. En autorisation som psykolog – som bl.a. fordrer supervision – kan tidligst opnås to år efter afsluttet kandidatuddannelse.


Psykologer kan – i modsætning til psykiateren – ikke udskrive medicin til patienten. Selve uddannelsen til psykolog indeholder ikke et krav om egenterapi, men det gør specialistdelen; dvs. hvis en psykolog videreuddanner sig til specialist i psykoterapi, så er der et krav om 80 timers egenterapi.


Share by: